Uddannelse

Jeg er i øjeblikket i gang med at uddanne mig til social- og sundhedshjælper. Uddannelsen består af 3 skoleperioder og to praktikperioder. Jeg har afsluttet første skole- og praktikperiode. Mandag d. 11. juni starter jeg på anden skoleperiode.

Praktikken foregår i en hjemmeplejegruppe, hvor anden halvdel af min anden praktik også kommer til at foregå. Første halvdel af anden praktik, har jeg dog søgt om at tage i Sydafrika. Dette er jeg også blevet godkendt til!

Så nu skal anden skoleperiode bare overståes, så jeg kan komme ud og opleve verdenen ;-)

Marts 2013 bliver jeg færdig som social- og sundhedshjælper.

Villa, Volvo og Vovse...

Sammen med min dejlige kæreste, Benjamin, og min lille misser, Noah, er jeg flyttet i en lille rækkehus-lignende lejlighed i udkanten af Aalborg. Tæt nok på byen til at man kan cykle til centrum på 15 min., og langt nok væk til at man kan høre fuglene synge, (og her snakker jeg ikke om måger, som man ofte hører i centrum), og man kan nå mark, skov og eng på 5 min. til fods.

Hver anden weekend har vi Benjamins skønne 9-årige søn, Patrick, hos os, og det er oftest når han er der, at lejligheden pludselig kan virke lidt lille. Men så går vi bare en tur i Østre Anlæg og får brændt noget krudt af. ;-)

En bil kunne være skønt men ville også være en luksus, idet bussen køre lige uden for døren, og jeg desuden har en god cykel.

Fritid

Min fritid bruges på lidt af hvert. Generelt er jeg meget kreativ, så ofte har jeg gang i noget kreativt i en eller anden grad. Jeg kan være ved at sy en taske, flette en kurv, bage en kage, plante blomster om, redigere billeder på computeren, smelte LP'er om til skåle, skrive en historie, presse blomster, klippe-klistre eller male et billede. I perioder bruger jeg meget tid på mine kreative projekter, og i andre perioder går det langsomt eller måske står de helt på stand-by, indtil jeg finder motivationen og gnisten igen.

Ellers nyder jeg tid med mine veninder - når vi ellers kan finde tiden ;-) De fleste er travle mennesker med et presset program, men det er skønt lige at få vendt verdenssituationen over en kop kaffe.

Derudover er der jo hverdagens pligter, som følger med til enhver anden lille families husholdning.

Én ting er sikkert; jeg keder mig aldrig..

Tanker om fremtiden

Jeg prøver at undgå at spekulere for meget over fremtiden og i stedet forsøge at koncentrere mig om nuet. Men selvfølgelig tænker jeg da fremad.

Uddannelsesmæssigt er min plan at søge arbejde, når min uddannelse er færdig til marts. Efter et par år vil jeg søge ind på social- og sundhedsassistent-uddannelsen for at brede mine muligheder ud.

Assistentuddannelsen åbner mange døre for videreuddannelse; sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut osv. Jeg aner ikke endnu, hvad jeg til den tid vil, så det kan kun tiden vise...